OM...
Jeg har aldrig vidst, at jeg skulle skrive bøger – det har aldrig rigtig ligget i kortene for mig. Men pludselig tog mit liv en drejning, og historierne begyndte at finde vej gennem mig. En livskrise, hvor jeg for alvor mistede fodfæste, viste sig at blive en gave i forklædning. Den satte gang i refleksion, selvindsigt og personlig udvikling.
Jeg skriver selvudviklingsbøger til dig, der ønsker at dykke dybt i dig selv og finde ud af, hvem du virkelig er. Intentionen er at hjælpe dig med at bryde gamle, uønskede mønstre og leve et mere autentisk liv – tro mod dig selv. Jeg viser, hvordan du kan gøre det.
Da jeg skulle udgive min første bog, indså jeg hurtigt, at jeg ikke passede ind i de eksisterende forlagsrammer og kasser. I stedet valgte jeg at gå min egen vej – tage styringen selv og stå bag hele processen. Det blev til opstarten af mit eget forlag Bird set free, og det er derfor jeg tager landet rundt og sælger mine bøger på alternative måder.